Om ophavsret

  • Juridisk definition:

    Regelsæt der beskytter ophavsmænd og udøvende kunstnere mod, at deres værker og præstationer bliver kopieret og brugt offentligt uden deres samtykke.

    Lidt historie:

    Som scenekunsten har ophavsretten sine rødder i Oldtidens Grækenland og Rom. Den romerske arkitekt Vitruve (1. årh. fvt.) nævner i sit værk om arkitektur, De Architectura, at den græske forfatter Aristofan af Byzantium (ca. 257- 180 fvt) under en poesi-konkurrence i Alexandria i Ægypten i fuld offentlighed skulle have udpeget de digtere, der efterlignede deres åndsfællers værker, hvorefter de blev anklaget for at plagiere og idømt en hånlig straf. I sine Epigrammer benytter den romerske digter Martial (1. årh. e. K.) termen ”furs”, tyveri, om personer der uretmæssigt tilegner sig hans digte og ordet ”plagiarius” for at stjæle børn og slaver. Begrebet plagiat dannes, og får betydning i ophavsretligt perspektiv som en alvorlig forseelse sidestillet med at stjæle forfatterens ånds-barn.

    Siden er Historien rig på eksempler for at beskytte forfattere, bogtrykkere, forlæggere, men det er med den franske dramatiker Beaumarchais (1732-1799) efter succesen med hans teaterstykke Le Barbier de Séville, at den såkaldte moderne ophavsret bliver formuleret. Han samler 21 forfattere i 1777 for at gøre op med at teatre opfører deres værker i fri fortolkning uden egentlig betaling af vederlag, og de stifter et dramatiker forbund, som skal varetage kunsternes interesser. I 1791 vedtages den første lov i Frankrig (og i verden) der anerkender, at manuskriptet er den mest fundamentale form for ejendomsret, frugt af forfatterens tankevirksomhed; en åndsret.

    Scenekunst og rettigheder:

    Den gældende danske lov om ophavsret der varetages af Kulturministeriet www.infokiosk.dk, er fra 1995 med løbende ændringer, som beskytter forskellige grupper af rettighedshavere:

    Ophavsmænd: De skabende kunstnere, der frembringer litterære værker (romaner, radiomontager), musikværker (noder), sceneværker (skuespil). Også den, der bearbejder et værk, fx oversætteren af et udenlandsk teaterstykke, nyder beskyttelse som ophavsmand.

    Udøvende kunstnere: De skuespillere, musikere, sangere, dansere m.fl., der fremfører værket.

    Hvad indebærer den juridiske beskyttelse for rettighedshaverne?

    1. Personlige rettigheder.

    De rettigheder der efter lovgivningen tilkommer ophavsmænd og udøvende kunstnere er personlige rettigheder, som opstår hos den fysiske person, der har frembragt værket, udført præstationen eller taget det fotografiske billede.

    2. Værksbeskyttelse.

    Ophavsretsbeskyttelsen er en beskyttelse af værket. Det er kun den konkrete udformning, der beskyttes, ikke de tilgrundliggende ideer og principper. Man kan således ikke hævde eneret på en idé om at fremstille en bestemt slags værk, fx en skulptur af en havfrue, men man kan modsætte sig, at andre efterligner den konkrete udformning af ens skulptur. Ophavsretten til en værk varer som hovedregel indtil 70 år efter ophavsmandens død, dvs. i ophavsmandens levetid plus 70 år.

    Vurdering af værkshøjde: Værkshøjde er udtryk for en vis selvstændig samt skabende indsats fra ophavsmandens side. Den kunstneriske kvalitet er underordnet. Ophavsretten forskelsbehandler ikke god og dårlig kunst. Grænserne for værkshøjde fastlægges i domstolenes praksis.

    3. Økonomisk beskyttelse.

    Den økonomiske beskyttelse består i en eneret til at fremstille eksemplarer af værket og til at gøre værket tilgængeligt for almenheden ved offentlig fremførelse eller ved at sprede eller vise eksemplarer af værket til almenheden. Eneretten betyder, at andre ikke må benytte værket på disse måder uden at have en tilladelse fra ophavsmanden; sker det alligevel, er ophavsretten krænket, og ophavsmanden kan nedlægge forbud og kræve sanktioner som straf og erstatning. Ophavsmanden kan selv udnytte sit værk, medmindre vedkommende har overdraget rettighederne til en anden. Ophavsmandens eneret omfatter også en beskyttelse mod efterligninger, plagiater.

  • 4. Ideel beskyttelse.

    Den ideelle beskyttelse, droit moral, består af:

    En navneangivelsesret: Ophavsmanden har krav på at få sit navn angivet.

    Eksempel: The Oresteia af Aeschylus (ca. 525 f.K. – ca. 456 f.K.) ved Ted Hughes. Førstnævntes værk er ikke beskyttet; sidstnævntes bearbejdelse af værket er beskyttet, men begge autorer skal altid nævnes.

    En respektret: Beskyttelse mod at værket ændres på en krænkende måde.

    Indskrænkninger i beskyttelsen:

    Tilfælde hvor brugere må benytte værket uden ophavsmandens samtykke: citatretten. I henhold til den danske ophavsretslovs § 22 er det tilladt at citere fra et offentliggjort værk, såfremt det sker
    «i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.».

    Overdragelse af ophavsretten:

    Ophavsmanden kan overdrage sine rettigheder til andre. Dramatiker, bearbejder, oversætter, komponist, arrangør, librettist kan indgå aftale med et forlag.

    Sanktioner:

    Overtrædelse af ophavsretsloven kan medføre sanktioner i form af straf – bøde eller fængsel indtil ét år – samt erstatning og godtgørelse til den forurettede. Ophavsmanden kan ligeledes fremsætte begæring om fogedforbud mod benyttelse af værket, som krænker vedkommendes rettigheder, som eksempelvis ved at lukke en forestilling.

    Kildemateriale: Lov om ophavsret

    Scenekunstens-rettigheder-dansk-forsideScenekunstens-rettigheder-svensk-forside

    Scenekunstens-rettigheder-norsk-forsideScenekunstens-rettigheder-Islandsk-forside